Pretotyping – Sådan brugte hun pretotyping til at validere konceptet

Pretotyping – Sådan brugte Nordlig pretotyping til at validere konceptet
25% rabat med "IVHPODCAST"

FÅ 25 % RABAT MED KODEN: IVHPODCAST

Hvordan finder jeg hurtigt ud af, om det her er en god ide? Sådan gik Janni Svane fra indretningsservicen Nordlig og spurgte sig selv om, for et par måneder siden. Janni er designer, og kender derfor til testmetoden pretotyping. I dag er der meget fokus på test og validering af din forretningside. Det skyldes, at alt for mange førstegangs-iværksættere har siddet og bygget på et produkt i månedsvis, og når de så endelig skal vise det frem til kunderne – så var det ikke lige det produkt, som kunderne ønskede. Det betyder spildt arbejde, og i mange tilfælde også mange spildte penge.

Hvad er Pretotyping

Pretotyping er en metode til hurtigt at teste, om der er interesse for din nye ide. Den er opfundet af Alberto Savoia i 2009, da han var ansat hos Google. Pretotyping tester vigtige hypoteser såsom:
  • Er kunderne interesserede i produktet?
  • Kan kunderne forstå forretningskonceptet?
  • Kan kunderne lide designet?
  • Kan vi bygge det kunderne efterspørger?
Konkret går Pretotyping ud på, at du sætter en facade af dit produkt op – alt ser ægte ud, men kun på overfladen. Når kunderne når til slutfasen (højst sandsynligt et køb), kan de ikke nå længere. Dog ved du nu, om de overhovedet var interesserede i at klikke ”køb”, få fortalt mere om produktet eller rørte ved emballagen. Fordelen ved Pretotyping er, at du får svaret direkte fra kunden i den rigtige købsbeslutningsproces inden du går i gang med at bygge eller kode det mindste.

Sådan anvendte Nordlig.dk Pretotyping

Janni ville gerne finde ud af, om der var interesse for hendes nye ide om at skabe en online indretningsservice på budget. Derfor satte Janni en simpel Wix.com hjemmeside op som facade. Siden var simpelt designet med et stort topbanner, der tydeligt indikerede, at der var tale om online indretningshjælp sammen med en knap med teksten: ”Prøv det her”. Samtidig var prisen på 250 kr. vist for, at kunden hurtigt kunne vurdere prisen for servicen. Pretotyping hjemmeside Pretotyping hjemmeside 2. eksempel Hvis kunden valgte at klikke på ”Prøv det her”, ville de komme videre til en side, hvor de så en pop-up med beskeden om, at servicen var under opbygning. Ved større interesse, kunne de indtaste e-mail og få besked, når servicen var online. Pretotypings pop-up Janni vurderede, at kunderne var interesserede i at vide mere om hendes produkt, hvis de trykkede videre. På denne måde kunne hun måle interessegraden fra de besøgende på siden. Optimalt ville være, at de besøgende havde tastet deres kortoplysninger ind og betalt for produktet, men det var ikke muligt uden, at Janni investerede i et betalingssystem – hvilket netop ikke er ideen med pretotyping.

De besøgenede kom fra Adwords

Desværre vælter der automatisk ikke en masse besøgende til nye hjemmesider. Derfor valgte Janni at benytte sig af Google Adwords annoncering. Det lyder dyrt, men det er det ikke. Hun fik en Google Adwords rabatkode fra Ivækst. Rabatkoden var på 600 kr. og kunne indløses efter hun selv havde brugt 200 kr. Dermed fik hun for 800 kr. trafik ind på siden for kun 200 kr. Herefter købte hun annoncer til bl.a. disse søgeord:
  • Online indretningsservice
  • Indretningsservice
  • Indretningskonsulent
”Jeg havde ikke nogen forstand på Adwords annoncering, og derfor fik jeg nok også noget dyr trafik, men det var en måde til hurtigt at få noget relevant trafik” fortæller Janni.

Resultatet af pretotype testen

Etablerede sider oplever en meget høj rate af besøgende, som ankommer på siden, og herefter er væk indenfor 3 sekunder igen – uden at foretage en eneste handling. Mest pga. fejlsøgning. Derfor satte Janni det mål, at 10% af de besøgende skulle klikke på ”Prøv det her”, før hun ville gå videre med ideen til Nordlig.
”Det var sjovt at følge med i udviklingen hver dag, for hver dag kom der jo flere besøgende ind på siden”.
I alt fik Janni 83 besøgende ind på hendes side, af dem klikkede 33%på ”Prøv det her”, og det var et kontinuerligt tal igennem hele perioden på 4 dage. I alt vurderer Janni, at hun brugte 5 timer og 200 kr. på at teste, om der var interesse for hendes ide.
”De få timer og kr. er godt givet ud i forhold til at bruge måneder på en ide, som ikke er særlig god – derefter kunne jeg gå videre til test med en rigtig hjemmeside, og rigtige beta-testere” fortæller Janni og uddyber. ”Det gav mig noget ro i maven, at jeg vidste, der var interesse for min service. Det gav mig også ekstra meget motivation for at arbejde videre”.

Vil du vide mere om pretotyping

Alberto Savoia gav i 2012 på Standford University en præsentation af det han kalder “Pretotyping manifesto”. Eller en meget dybdegående præsentation på hvad pretotyping er, og hvordan det anvendes. Hvis du gerne vil vide mere om pretotyping anbefaler vi derfor, at du sætter dig med en kop kaffe, og bruger en time i selskab med Alberto Savoia. Ellers kan du læse mere om pretotyping her.
[jetpack-related-posts]