Overalt i landbruget står spørgsmålet om kvælstof og emissioner centralt, og få områder udvikler sig så hurtigt som teknologierne til at reducere dem. I den bevægelse ligger et spænd mellem innovation, regulering og det praktiske liv på markerne. Netop i dette spænd har Morten Toft gennem mange år arbejdet sig frem til det, der senere skulle blive grundlaget for Biocover. Hans tilgang vokser ud af både faglighed, erfaring og et usædvanligt blik for at finde løsninger i ubetrådte spor. Biocover er et resultat af den kombination og af en proces, hvor rejsen har været mindst lige så kompleks som teknologien. Hvor meget kan én teknologisk idé egentlig flytte, når rammevilkårene konstant ændrer sig?
En opvækst præget af både modstand og muligheder
Morten Toft voksede op i en familie, hvor iværksætteri var en naturlig del af tilværelsen. Hans far stod bag medicinalvirksomheden Dumex, som blev en af Danmarks største erhvervssucceser. Alligevel blev det ikke familiens miljø, men kostskoleårene, der kom til at forme Mortens tilgang til arbejde og problemløsning. Syv år i et hårdt miljø skabte en robusthed og en praktisk orienteret måde at navigere i verden på. Ordblindheden fulgte ham gennem hele opvæksten og var i samtiden forbundet med markant stigma, men erfaringerne blev et afgørende fundament i senere arbejdsliv.
Efter en turbulent skoletid fik et udvekslingsår i USA stor betydning. Et positivt skolemiljø og en oplevelse af at indgå i en almindelig familie ændrede retningen for hans videre uddannelse. Samtidig begyndte han at tage de første skridt mod formidling, da han blev en del af eventyreren Jørgen Bichs foredragsturneer. Erfaringen med foredragene gav ham ikke blot indblik i formidling, men også inspiration til selv at opsøge eventyr.
Efterfølgende kastede han sig ud i en længere årrække som rejsende landmand. Han arbejdede i Italien, New Zealand, USA og Frankrig, og overalt fik han en praktisk forståelse af landbrugsdrift og kultur. Undervejs begyndte han at skrive og fotografere og udviklede dermed sin første egentlige selvstændige praksis. Rejseårene gav ham både fem sprog og en stærk erfaring i at tilpasse sig nye miljøer.
Et citat fra denne tid indfanger den læring, der fulgte ham videre:
Man kan være nok så ordblind, men hvis man vil frem i verden, så gælder det om at have noget at fortælle.
Erfaringerne fra rejseperioden blev senere omsat til en landbrugsfaglig uddannelse og en handelsuddannelse, der åbnede døren til hans næste karriereafsnit.
Årene som intrapreneur i Dronningborg
Da Morten Toft kom til Dronningborg Maskinfabrik, begyndte en af virksomhedens mest innovative perioder. Han arbejdede først i salg, men udviklingsarbejdet trak hurtigt. Her opstod udbyttekortlægningen, som blev starten på et digitalt landbrugsskifte. Sammen med landmænd og ingeniører udviklede han metoder til at registrere variationerne i markens udbytte og omsatte dem til en ny måde at forstå drift og gødskning på.
Arbejdet førte til dannelsen af divisionen Acrevision, som blev en central aktør i branchens udvikling af sensorteknologi, variable doseringsmetoder og digital styring. Produkterne modtog flere guldmedaljer på Agritechnica, og virksomheden voksede fra 300 til 1300 medarbejdere.
Ifølge Morten skyldtes udviklingen især en klar tilgang:
Vi byggede ikke noget for at imponere branchen. Vi løste kundernes konkrete problemer.
Samarbejde med landmændene, åbenhed over for andre producenter og inddragelse af forskningsmiljøer blev fundamentet i hans intrapreneurrolle. Da en amerikansk koncern overtog Dronningborg, ændredes strategien, og efterfølgende oplevede Morten, hvordan beslutninger uden lokalt kendskab kunne underminere en ellers stærk udvikling. Den erfaring skulle senere præge hans egen iværksætterstil.
Et boligkøb der banede vejen for økonomisk frihed
Efter tiden i Dronningborg opstod en usædvanlig mulighed. Et stort historisk landsted kom til salg, og et komplekst finansieringsforløb endte med, at Morten kunne købe ejendommen, selvom midlerne var begrænsede. En efterfølgende aftale med den lokale produktionsskole skabte både renovering og indtægtsgrundlag.
Salget af ejendommen senere gav de økonomiske muligheder, der blev afgørende for at iværksætte Biocover. Erfaringen med at identificere udviklingspotentiale i et projekt, der udefra så uoverkommeligt ud, blev en fortekst til den måde han senere håndterede teknologiske og regulatoriske barrierer på.
Chefallergi og beslutningen om at blive selvstændig
Tidligere virksomhedsovertagelser og strategiske skift havde efterladt en erkendelse. Morten beskriver det som en form for allergi over for dårlige beslutninger og manglende retning. Det blev udslagsgivende, da han besluttede at lægge intrapreneurrollen bag sig og gå ind i en egentlig iværksættertilværelse.
En kort periode som medejer af en tankvognsvirksomhed gav ham praktisk erfaring med turnarounds og kapitalstyring under pres, men bekræftede også hans ønske om at bygge noget selv, hvor han selv kunne styre retningen.
Fra miljøregulering til teknologisk gennembrud
I 2005 blev branchen indkaldt til et møde i Miljøstyrelsen. Her blev det meldt ud, at gyldeudbringning på overfladen skulle ophøre. Krav om nedfældning betød, at hele grundlaget for Mortens daværende virksomhed stod for at blive forældet. I stedet for at videreudvikle nedfældningsteknik valgte han at finde en alternativ vej: Gylden skulle blive på overfladen, men uden at afgive ammoniak.
Denne beslutning blev startskuddet til det, der senere blev Biocovers forsuringsteknologi. En tidlig idé om opskumning løste en del af problemet, men kravene til emissionsreduktion kunne ikke opfyldes alene på den måde. Samtaler med hans svigerfar, kemiker og professor, blev afgørende. Ved at ændre pH og dermed binde ammoniak som ammonium, blev emissionsreduktionen markant større.
Her opstod sætningen, der blev teknologisk definerende:
Hvis gylden er sur, har den ikke lyst til at flyve nogen steder.
Prototyper blev udviklet, og i 2008 modtog teknologien Agromek-prisen. Men finanskrisen ramte samtidig, og ressourcerne i den daværende virksomhed blev drastisk reduceret. For at sikre teknologiens videre udvikling udarbejdede Morten en plan om at etablere et selvstændigt selskab – Biocover – med finansiering fra både virksomheden, ham selv og Vækstfonden. Planen faldt, men idéen blev fastholdt, og han gik videre alene.
De første år med Biocover
Da Biocover blev etableret, skulle teknologien gentænkes, så den kunne monteres på alle typer gyldevogne – ikke kun virksomhedens eget udstyr. Samtidig blev samarbejdet med Aarhus Universitet centralt. Forskerne fandt midler til dokumentation og afprøvning, mens Biocover selv finansierede hardware og software.
De første fem prototyper blev produceret, og tre blev solgt. Herefter udviklede Morten en værdikæde uden at have egen produktionskapacitet, blandt andet med hjælp fra Maskinhandlens Indkøbsring, som gjorde det muligt at levere systemer uden at binde kapital i lager eller produktion.
Efterspørgslen steg hurtigt, og markedet tog teknologien til sig, fordi den var både logistisk lettere og mere effektiv end nedfældning. Den gav desuden landmændene mulighed for at hente næringsstofgevinster, der ellers var svære at realisere. På dette tidspunkt havde Biocover stort set hele det danske marked.
Da reguleringen vendte og markedet forsvandt
I 2015 forsvandt flere af de reguleringsmæssige forudsætninger for Biocovers danske marked. Undergødningsreglen blev fjernet, og landmændenes incitament forsvandt som følge af ændring i kvælstofnormerne. Samtidig blev teknologipuljen, som gav købstilskud, reduceret kraftigt og senere fjernet.
Teknologiens primære marked forsvandt dermed på kort tid. Situationen viste, hvor sårbar en miljøteknologivirksomhed kan være over for politiske skift.
Ifølge Morten blev det et afgørende vendepunkt:
National miljøregulering er ikke et sted, man kan bygge langsigtet forretning. Reglerne kan skifte på én dag.
Biocover måtte derfor tænke i nye markeder, og det arbejde var allerede begyndt med fokus på Tyskland.
Det tyske marked og EU’s rolle
Tyskland viste sig at være langt mere komplekst end forventet. Her var biogassens gylde klassificeret som industriaffald, hvilket betød, at den ikke blev underlagt ammoniakregler. Det gjorde det umuligt at sælge teknologien. Efter omfattende dokumentation og dialog med danske og europæiske aktører – herunder Morten Messerschmidt i EU-regi – kom der bevægelse. Tre år senere blev klassificeringen ændret, og biogassens gylde blev sidestillet med almindelig gylde.
Konsekvenserne var omfattende. Tyskland overskred EU’s emissionslofter markant og blev idømt krav om nye regler. I 2020 blev de danske reduktionskrav i praksis genindført i tysk lovgivning. Det åbnede markedet på ny, nu i en skala, der var elleve gange større end det danske.
Fra dette tidspunkt ændrede dialogen for Biocover med producenter og rådgivere sig markant. Hvor teknologien tidligere havde mødt skepsis, blev den nu central i de tyske planer for emissionsreduktion. Artikler, fagtillæg, analyser og nye lovkrav begyndte at omtale forsuring som en del af fremtidens løsninger.
Biocovers skifte til licensmodel
Efterhånden stod det klart, at håndtering af et tysk marked krævede andre ressourcer og en anderledes struktur. Derfor indgik Biocover en licensaftale med Fogelsang, der både overtog produktion og salg i Tyskland. Biocover skulle fremover levere software og udvikling, mens partneren håndterede volumen og distribution.
Det betød et strategisk skift fra producent til licensgiver, men sikrede samtidig, at teknologien kunne udbredes i langt større skala. Morten vurderede, at alene de tyske målsætninger svarer til flere tusinde systemer.
For at styrke Biocovers næste fase trådte Mortens to sønner ind i virksomheden. Den ene med biologisk ekspertise i planteernæring og kemi, den anden med økonomi og forretningsudvikling. Udviklingen fokuserer nu i høj grad på software, dokumentation og tilpasning til nye markeder.
Vejen mod EU’s fælles miljøstandard
Biocover fik en afgørende rolle, da virksomheden deltog i et Horizon 2020-projekt med otte europæiske lande. Projektet omfattede homologering, afprøvning og implementering af systemet, og alle deltagende lande valgte teknologien.
I EU’s lovgivning blev forsuringen herefter udpeget som Best Available Technology inden for ammoniakreduktion. Det skabte et grundlag, hvor teknologien nu kan blive en del af EU’s kommende krav om reduktion af næringsstoftab og kvælstofforbrug.
Dokumentationen fra det europæiske samarbejde har ændret Biocovers langsigtede position. Teknologien er ikke længere kun en specialiseret dansk løsning, men en metode, der kan blive standard i hele EU.
Et teknologisk projekt med konsekvens for hele sektoren
Mortens arbejde har været præget af langsigtede forløb, hvor det tekniske, regulatoriske og praktiske mødes. Teknologien fungerer i dag som et konkret værktøj til reduktion af ammoniak, men dens betydning ligger også i måden, den er blevet til på. Det er resultatet af vedholdenhed i en sektor, hvor politiske skift konstant påvirker rammerne.
Selv beskriver Morten teknologien som en kombination af faglighed, timing og en særlig form for stædighed:
Man skal være klar til at arbejde på et problem i årevis, før det giver mening. Ellers kommer man aldrig i mål.
Biocovers historie rummer en påmindelse om, hvor komplekst krydsfeltet mellem teknologi og regulering er, og hvor vigtigt det er at fastholde retningen, selv når markedet pludselig ændrer sig. For mange virksomheder i landbrugs- og miljøteknologi kan Mortens erfaringer blive et pejlemærke for, hvordan man navigerer i et område, hvor innovation og lovgivning skal følges ad.
Du kan GRATIS høre Morten Toft fortælle hele iværksætterhistorien om bl.a. Biocover, ved at klikke herunder.
