Cobiro – Budrobot styrer annoncebudgetter for 2 mia. kr.

Anders - medstifter af Cobiro

Anders Ibsen er Co-founder og CCO i Cobiro. Virksomheden var i begyndelsen en service, der optimerede andre virksomheders Google Ads, men i dag kan man også bygge sin egen hjemmeside eller webshop hos dem. Softwaren bygger på de algoritmer, som Co-founder og CEO Bo Krogsgaard havde arbejdet på i 7-8 år inden selskabet gik live i 2016. I dag er har Cobiro kunder i 189 lande og Anders fortæller, hvordan det er at gå fra startup til 80 medarbejdere, at rejse over 100 mio. kr. i investeringer og altid at stræbe efter et bedre produkt.

Det her er hans iværksætterhistorie. Hør mere i vores podcast.

Artiklen er skrevet af Niklas Vinther Jakobsen.


Produceret af Podtribe media.

Episodens annoncør hedder Nordic innovators

Hvis du vil støtte vores lille medie, så kan du gøre det her på Patreon.

Man har altid én chef – og det er kunden

Ovenstående er et citat fra Anders Ibsen og han ved hvad han taler om. Han startede sin første virksomhed som 18 årig, var konsulent under studiet og har siden grundlagt og solgt flere virksomheder. Efter Anders har solgt en virksomhed i slutningen af 2015, tager Bo Krogsgaard kontakt til ham. De kender hinanden gennem fælles netværk og Bo vil gerne starte en ny virksomhed op med Anders. Produktet er algoritmer der hjælper små- og mellemstore virksomheder med at styre deres Google Ads. Algoritmerne kan analysere flere millioner produkter og sammenholde dem med endnu flere søgeord.

Fundamentet og MVP’en er dermed på plads, men faktisk har de ikke navngivet sig endnu. De to founders undersøger ledige navne og falder over Cobiro, som er ledig på alle domæner. De køber .com-domænet for 6 dollar, og det er først senere, at de opdager at navnet faktisk passer til det de laver. Med lidt fantasi kan Cobiro være en sammentrækning af Copenhagen Bid Robot, og det er præcist det de udvikler: En autonom service, der kan byde på de bedste og mest egnede søgeord på Google.

Cobiro rejser 28 mio. kr. i soft funding

I dag kan Cobiro så meget mere end at automatisere Google Ads. Nu kan man bygge en hjemmeside på deres platform og sågar lancere en webshop direkte hos dem. Algoritmerne gav også en fordel i begyndelsen, da virksomheden skulle finde kunderne:

”Vi tog vores egen medicin, og satte søgeannoncer op for vores egen løsning. Der er en efterspørgsel efter hjælp. Vi har udnyttet vores viden om det produkt vi lavede og kørte det ud i hele verden. Det betyder også, at vi har de mest herlige kunder, alt lige fra kæmpe internationale brands som alle kender, til en heksedoktor i Botswana som annoncerer for alverdens magi, til en campingplads uden for Rio de Janeiro. Det er det, der er det kraftfulde ved internettet”. – Anders Ibsen, medstifter af Cobiro

Med hjælp fra Nordic Innovators lykkedes det at sikre 28 mio. kr. i soft funding til udviklingen af virksomheden. De penge, som Cobiro blandt andet fik fra Markedsmodningsfonden, er godt givet ud. Virksomheden er blevet en virksomhed med 80 ansatte og kontorer i København, Warszawa og San Fransisco. Drømmen er, at Cobiro skal være top-of-mind, når man tænker på hjemmesideløsninger og at man fortsat kan hjælpe små- og mellemstore virksomheder med at vækste.

Alt det, og meget mere, taler vært Mette Bloch og gæst Anders Ibsen om i dette afsnit af Iværksætterhistorier.