Luksusbaby – Blod, Sved og 15 timers kundeservice

Ann-Louise - Luksusbaby

Ann-Louise Christine Aasted havde for meget energi til at sidde stille på skolebænken. Hun forlod derfor handelsskolen, for at komme ud på arbejdsmarkedet. Her gav hun den altid 110%, ligegyldigt om det var i Kiwi Minipris eller på McDonalds. Ann-Louise havde ikke blot god energi, men hun havde også en god idé. Hun kom på barsel med hendes tvillinger og begyndte, naturligt nok, at interessere sig mere for børnemode. Hendes interesse, energi og en stor skabertrang, blev til Luksusbaby. Hun startede i det små og fik hjælp af hendes kæreste Morten Grabowski Kjær. De skilte sig ud fra mængden ved at have kundeservice hver dag fra 7-22, og ved at pakke produkter til deres kunder helt til klokken 19. Denne unikke service, kombineret med at ramme Instagram på det helt rette tidspunkt, har været hovedårsagerne til at Luksusbaby i dag har over 100 ansatte, +76.000 følgere på Instagram og 2 fysiske butikker.


Denne episode er produceret af Podtribe media.

Hvorfor skal alting gå så stærkt?

Ann-Louise Christine Asted har altid haft fart på. Hendes far spurgte hende tit, hvorfor alting skulle gå så stærkt. Det skulle det, fordi Ann-Louise havde et stort energidepot og der var langt til bunden. Hendes energi var dog med til at sætte begrænsninger for hende akademisk. Efter et år på gymnasiet, efterfulgt af 2 år på handelsskolen, så besluttede hun sig for at bruge hendes energi mere produktivt på arbejdsmarkedet. Ann-Louise gav altid 110% på hendes arbejde. Det kom tydeligt til udtryk, da hun arbejdede på McDonalds og hendes chef roste hende, men samtidig lige nævnte, at hun altså ikke behøves at løbe rundt. Senere blev Ann-Louise ansat hos Kiwi Minipris, hvor hun blev, indtil hun skulle på barsel med hendes tvillinger.

Fuldtidsiværksætter på barsel med tvillinger

Tvillingerne havde hun fået med sin kæreste, som på daværende tidspunkt arbejdede hos politiet, Morten Grabowski Kjær. Ann-Louise fik naturligt nok en interesse for babytøj og begyndte at udforske markedet. På trods af at hun skulle holde styr på 2 små, så fandt hun også energi til at starte sin egen webshop i denne periode. Hun kaldte den for Luksusbaby. Det foregik i starten i parrets eget hjem, men hurtigt tog det fart for Luksusbaby. Hun havde fået oprettet virksomheden på Instagram, inden at hun selv havde en profil på det sociale medie, og fandt de rette influencers, i en tid, hvor det ord slet ikke eksisterede. Hun fik en deltidsansat med og de fandt et lager/kontor. Hun fik forlænget hendes barsel med noget opsparet ferie og kort tid efter, så valgte hun også at gå fuldtid i Luksusbaby. Hendes mand Morten hjalp til i firmaet ved siden af hans fuldtidsarbejde som politibetjent.

Hårdt arbejde betaler sig

Succes er Ann-Louise og Morten ikke kommet sovende til. De har stået i alle ugens dage og pakket ud til sidst på eftermiddagen og holdt kundeservice telefonen åben fra 7-22. Den gode service betalte sig, for de kunne mærke at glade kunder skabte ringe i vandet og tiltræk flere.

De to kærester, og nu forretningspartnere, fungerede rigtigt godt sammen. Deres tætte forhold gjorde, at de kunne snakke ærligt om tingene og rense luften, når det var nødvendigt. Deres forskellige kompetencer gjorde også, at de kunne hjælpe hinanden med de sure pligter, som for Ann-Louise var administration. Hvilket for Morten var helt okay. Den største udfordring som Ann-Louise ser tilbage på, har været i forbindelse med deres webshop som ikke kunne klare presset og gik ned mange gange.

Fysiske butikker i Aalborg og Århus

I 2016 åbnede Luksusbaby så deres første fysiske butik i Aalborg centrum. De havde ikke meget erfaring med fysiske butikker, men fik alt klargjort på blot 4 dage. Den blev en succes og flyttede over årene i større lokaler. For nyligt åbnede parret så også en butik i Århus. Her prøvede de også at give lidt af leder ansvaret til en ny medarbejder. Det gik dog, desværre, ikke helt som håbet og de måtte, i selskab med 6 ansatte, tage turen til Århus og arbejde hele natten for at blive klar til åbningsdagen. Luksusbaby har lige nu lager i Aalborg, men de har planer om at lave deres eget lager næste år. De har over 100 medarbejdere og de har også planer om at åbne flere fysiske butikker, hvis corona krisen tillader dem det. Og netop under corona krisen er der sket meget for Luksusbaby.

Et lille dyk før en kæmpe stigning

Forretningsmæssigt kom der et stort dyk i deres salg, da Mette Frederiksen første gang lukkede landet ned. Morten, som var gået på orlov fra politiet og nu var fuldtid hos Luksusbaby, var lettere panisk allerede begyndt at snakke om at vende tilbage til sit gamle job. Dykket varede dog kun nogle timer og pludselig, så blev panik afløst af travlhed. Salget blev fordoblet og der skulle løbes rigtigt stærkt, for at kunne følge med. Det fortsatte i samme tempo over det næste lange stykke tid. De bestilte en skurvogn til de mere forsigtige medarbejdere, for at få dem til at føle sig tilpas og tog en masse nye produkter ind i deres sortiment. Der blev ansat nye medarbejder på daglig basis, uden at have tid til at holde jobsamtaler. De fik blot at vide, at de kunne møde klokken 8 dagen efter. Modsat webshoppen, så stod butikken i Aalborg stille. Det gjorde den igen, da Nordjylland blev lukket ned. Her oplevede de også at have medarbejdere, som ikke kunne møde på arbejde, da de boede i de nedlukkede kommuner. På trods af problemerne, så er resultatet nu, at der har været betydelig mere vækst end nedgang under denne svære tid. De glæder sig nu til, at de også kan give den gas med flere nye fysiske butikker. 

Hvis du synes godt om denne episode, så anbefaler vi disse:

Trustpilot – Kritik understreger hvor vigtigt formålet er
Goboat – Har sat kurs mod de globale farvande
Bodylab – Retsopgør og afgørende forældrehjælp