Barons – Skjortekrigerens nej til 15 millioner kroner i løvens hule

Thomas Andersen - About Vintage

Barons som også går under virksomhedsnavnet Latron ApS laver skjorter til perfektion for dem de kalder skjorte krigere. Barons er oprindeligt stiftet af Joachim Latocha og Kristian Rønsholdt i 2014. Joachims rejse startede dog tidligere. På handelshøjskolen arbejde han i et studiejob hos en pensionskasse med investeringer i bl.a. venture cases. På den måde fik Joachim længe inden han blev iværksætter, indblik i hvordan det er at sidde på den anden side af bordet. Fordelene heraf kombineret med et ønske om at holde Barons til sin egen niche uden at skulle spille bold med andre brands, var hovedårsagerne til, hvorfor han takkede nej til 15 millioner kroner for 100 % af virksomheden fra Jesper Buch i DR-programmet ‘Løvens Hule’.


Episodens annoncør er Weply – Få flere leads med deres døgnåbne chat. Prøv det gratis nu og få dobbelt så lang en prøveperiode med Iværksætterhistorier.

I en forstad til Shanghai med 8 millioner indbygger, stod Kristian og Joachim og kampsvedte på en ekstremt varm dag i et fyldt tog. De havde været ude med Deloitte, hvor de begge arbejdede, og se en fabrik der lavede kabler til højhastighedstoge. De havde arbejdet 60-70 timer i den uge og var i det hele taget godt slidte. De glædede sig derfor til at komme tilbage til Shanghai og drikke et par af de kolde og komme tilbage til Danmark igen. I det 2 timer lange tog drillede de hinanden med deres skjorter. Kristians skjorte som var skræddersyet og 2-3 gange dyrere end Joachims, lignede en brugt karklud, mens Joachims  fremstod noget pænere. Det igangsatte en snak om, hvor sjovt det kunne være at lave den perfekte skjorte selv. 2 timer senere poster de på Instagram: “Vi starter sq et skjortefirma”. 

Derfor fravælger Barons Black Friday for loyalitetsmodel

I hans gamle arbejde gik Joachim primært med hvide skjorter. Ligesom alle hans kollegaer. Han var træt af altid at skulle gå på udsalg efter de gode svenske modeller og da det samtidig gav mening for ham, at man i en travl hverdag ikke skal ned og købe den samme dyre skjorte, tænkte han at det kunne man gøre smartere. Og det er netop genkøbet og genkendeligheden der er blevet nøgleingrediensen i Barons. Derfor hedder deres 4 skjorter også The Founder, The Consultant, The CEO og The Lawyer. De holder heller aldrig black friday, fordi de i stedet belønner kunderne for at blive hos dem ved at give dem loyaltetsrabatter tilbage. Og det virker rigtig godt. 

Kontaktperson på vej på pension

Ved at tage på messer og tale med alle de personer om markedet, som de overhovedet kunne komme i nærheden af, fandt de metodisk ud af, hvor bl.a. det svenske populærmærke eton fik lavet deres produktioner. Men det var ikke helt så nemt at komme igennem til leverandørerne. Barons havde jo ingen penge på det tidspunkt. Skæbnen ville dog, at de kom i kontakt med et italiensk firma, hvor deres kontaktperson var på vej på pension. Hun forbarmede sig over dem og hjalp dem med rigtig fine priser. 

En mail til kunderne om fejlproduktion

Senere fandt Barons også en systue som var “top of the pop” leverandør til de samme brands som Barons ville konkurrere med. Problemet var bare at når denne leverandør var presset på produktionen, så sendte de ordrerne til en række underleverandører, som brugte nogle andre maskiner end det der var brug for i forhold til det Barons skulle have i produktion. Der var her tale om et parti af omtrent 1.000 skjorter. På det her tidspunkt er de ikke klar over fejlen, så de gik uvidende igang med at sælge. Kort tid efter fik de tilbagemeldninger fra kunderne om at kraverne falmede efter et par vaske. Og da de ikke vidste hvem som havde modtaget gode eller dårlig skjorter, måtte de derfor skrive ud til samtlige kunder om fejlen. En meget kostlig, men lærerig affære. 

Ekstern investering kom først i løvens hule

I sommeren 2018 meddelte Kristian til Joachim, at han gerne ville tilbage til et almindelig lønmodtagerjob og kort efter sagde deres marketingsmand også op. Så der stod Joachim pludselig med hele ansvaret ene mand. Opsparingen fra Deloitte tiden var ved at være brugt op. Så han meldte Barons til løvens hule. Han var dog overbevist om, at det var for nørdet til at de ville tage det med. Ikke desto mindre. Faktisk var det et af de længste optagelser nogensinde i programmets historie. Noget af det han stressede allermest over, var de 100 sekunder pitch man får:

“Jeg ved bare med mig selv, at jeg altid får byttet rundt på nogle ting. Når jeg øvede med min hustru lavede jeg altid om på det. Det havde vi meget sjovt med. Men det gik jo heldigvis godt. Jeg havde jo styr på min forretning, så den del var jeg ikke nervøs for” – Joachim Latocha.

Joachim havde overhovedet ikke overvejet det scenarie, at Jesper Buch ville byde 15 millioner kroner på hele Barons. Prisen var dog helt fair. Det var omtrent den samme som Joachim havde i tankerne. Han var bare ikke villig til at opgive sin forretning. Det ville simpelthen være helt forkert for ham, at blive tredje hjul i sådan et setup Jesper bød til dans med også selvom buddet var respektabelt.

Det endte med at Joachim takkede ja til Jacob Risgaards 750.000 kroner for 10 % ejerandele i Barons. Få timer efter programmet blev sendt i TV, havde salget af Barons skjorter desuden eksploderet så voldsomt, at de ved midnat havde solgt skjorter for mere end 1 million kroner.

Ville gerne have haft en branchekendt medstifter til Barons

Set i bakspejlet ville Joachim gerne have haft en branchekendt medstifter da han startede Barons. Ikke en investor, men en som konkret vidst noget om retailmarkedet. Når man er 2 personer, som har de helt samme kompetencer, så begrænser man også sig selv. Derfor fik han også senere Bastian Lind med som partner i Barons, som netop kunne udfylde det hul, som Joachim stod og manglede.

Hvis du synes godt om dette afsnit, så kan vi anbefale disse episoder:
Watery – Hvordan man som 19 årig skaber Danmarks største svømmebutik
Coolshop – Jacob Risgaard fortæller sin Iværksætterhistorie 
Soundboks – Om Y combinator, kickstarter og produktionsudfordringer

[jetpack-related-posts]