Matter Pension – Bæredygtighed og store visioner

Matter Pension

Hvordan går man fra en uddannelse i international politik og et arbejde i FN til at stifte et bæredygtigt pensionsselskab? Det kan Niels Fibæk-Jensen fra Matter Pension svare på. Niels fik idéen i USA og tog kort tid efter hjem for at arbejde videre med den i hans daværendes kærestes kollegieværelse. Niels fik sin ven, Emil Fuglsang, med på idéen og sammen påbegyndte de rejsen. Hør historien om kampen for at finde en licens, en samarbejdspartner som bliver opkøbt, reklamer på Times Square i New York og meget mere.


Denne episode er annonceret af Ageras – Få 3 gratis tilbud på en revisor eller advokat og Statum – Find din næste ansatte eller dit næste job.

Matter Pension startede som en note på en telefon

Den 26. september 2016 skrev Niels en note på sin telefon. Han vidste på dette tidspunkt intet om iværksætteri og havde ingen ambitioner om at starte en virksomhed. Ikke destro mindre, så sad han nu med en note på sin telefon. Noten bestod af en idé samt en liste af personer, som kunne hjælpe med at eksekvere på idéen. Idéen til Matter Pension opstod, da Niels arbejdede med international politik for FN i New York. Niels havde været fastansat i 4 måneder, men var hurtigt kørt død i det. 

“Idéen opstår da, jeg tænker at pensionopsparinger vel ret beset burde blive investeret på en måde, som er til gavn for den verden, som vi gerne vil gå på pension i.” – Niels Fibæk-Jensen

På dette tidspunkt var der ingen muligheder for at investere sin pensionsopsparing på en bæredygtig måde i Danmark. Tankerne udsprang, da Niels forhandlede de 17 verdensmål, som blev forhandlet i 2015. Man havde i årene efter stadig ikke fundet ud af, hvor disse penge skulle komme fra. Det tænke Niels, at han kunne bidrage lidt til. 

Rejsen startede på et lille kollegieværelse

Niels vidste intet om pensionsbranchen, så han brugte sit netværk til sparring. De færreste syntes at idéen var god, men de bidrog alle med gode inputs. En af hans opslag på LinkedIn gjorde, at Niels blev opfordret til at kontakte Emil. Emil havde, ligesom Niels, læst på CBS. Mere vigtigt, så havde Emil arbejdet i pensionsbranchen og havde også boet i New York. De to havde derfor et par måneder forinden mødtes en aften og drukket et par øl sammen i storbyen.

“Så sender jeg ham en LinkedIn besked, som han er dum nok til at svare på. Jeg beskriver projektet på 10 linjer. Emil svarer noget i retningen af: Det lyder sindsygt svært. Jeg vil gerne være med.” – Niels Fibæk-Jensen

Niels så potentiale og stoppede hos FN. Den 23. december fløj han hjem til Danmark og flyttede ind på sin daværende kærestes etværelses kollegieværelse og begyndte at arbejde med sin idé. De første 3-4 måneder gik med research. Udover at ville være et bæredygtigt pensionsselskab, så var målsætningen også at bygge en federe digital oplevelse. I denne periode fik de to stiftere 3. manden Morten med på holdet. Han havde både været på Forbes liste “top 30 under 30” og havde gjort kometkarriere hos Google.

Et meget tydeligt “Nej Tak”

Det første skridt for drengene bag Matter Pension var at lave en demo version af deres platform. Kunderne skulle kunne logge ind og se sin opsparing, men også hvor meget grøn energi, som de var med til at producere. Pengene til denne demo kom delvist fra dem selv og delvist fra accelerator programmet “Climate Kic“, hvor de som deltager fik 150.000 kroner. 

Emil og Niels fandt hurtigt ud af, at de ikke selv kunne få licens. De blev derfor nødt til at finde et etableret pensionsselskab at samarbejde med. De fik indenfor kort tid sat møder op. De satte samtidigt også møder op med potentielle investorer. Det var dog ikke alle præsentationer, som gik godt. 

“Vi bliver virkeligt kørt over første gang vi møder investorer… Vi møder Nordic Fintech Angels og vi er uheldigvis de første, som får lov at præsentere for dem. Dette er før vi vidste hvor svært det var med licensen. Vi bliver kørt rundt i 40 minutter og de siger meget tydeligt nej tak.” – Niels Fibæk-Jensen

Selvom dette møde med investorerne var et nederlag, så viste det sig at blive en fordel på længere sigt. Disse business angels var nemlig meget hjælpsomme for Matter Pension og endte med at investere et år senere.  

Jagten på licensen fortsætter

Emil og Niels fortsatte med at sætte flere møder op og fik til sidst landet en aftale med pensionsselskabet “Skandia”. Dette fik heldet hos investorer til at vende og i efteråret 2018 fik de rejst 2,4 millioner kroner. Udover at få penge, så fik de en masse kompetencer og et dyrebart netværk tilknyttet. De fik med disse penge også mulighed for at tilknytte flere medarbejdere. De følte at der nu var et pres og en forventning, så de satte sig ned og arbejdede hårdt på at lave en eksekveringsplan. Hele sommeren, efter aftalen med Skandia samt investering var i hus, blev brugt på at arbejde hårdt. 8 mand på et lille kontor. Det var sommeren 18′ og der var varmt hele tiden. Problemet var, at hvis de åbnede døren, så hørte de en musiker øve den samme sang hele sommeren lang. Valget stod derfor mellem at være svedige og indelukkede eller høre det samme nummer på repeat hele sommeren. På trods af varmen, det lille kontor og den samme sang som baggrundsmusik, så havde Matter Pension en god og produktiv sommer.

En uventet mavepuster

Blot 3-4 uger inden lanceringen af deres produkt, så gik der rygter om et salg af Skandia. Rygterne blev mere intensive og blev til sidst bekræftet. Matter Pension havde nu ganske kort tid til at reagere, inden nyheden ramte forsiderne landet over. Hør mere i teaseren nedenfor. 

Efter salget, så var Matter Pension i venteposition. AP Pension købte Skandia pension. Opkøbet skete 1. august, men gik først igennem 1. Januar, da handlen skulle godkendes af bl.a. finanstilsynet. Det gjorde dog, at Matter Pension ikke måtte kontakte AP Pension før 1. januar. Imens de ventede fik de lanceret produktet til private med Skandia.

“Det er lidt ligesom at blive slået hjem i Ludo. Du tænker: Nu har vi produktet klar! … og så skal du starte forfra.” Niels Fibæk-Jensen.

Niels og Emil formåede dog heldigvis i Januar at overtale AP Pension til at lave et samarbejde. Da aftalen kom på plads, så skiftede de sammen med AP Pension hovedfokus til virksomheder fremfor private. 

Traction & Time Square

Der var god ‘traction’ på produkterne og de fik tilknyttet 120 privatpersoner og flere og flere virksomheder. Matter Pension nærmer sig derfor 100 millioner kroner i deres grønne investeringsfond.

Pengene fra deres første investering var dog ved at slippe op, så de opsatte endnu en investeringsrunde, som endte med investeringer på i alt 3,7 millioner kroner. 

Ved siden af arbejdet med pensionsfonden, så kiggede Matter Pension også efter alternative produkter, som de kunne sælge. De havde udviklet det første system i verden, som kunne måle hvor bæredygtige ens investeringer var. Dette system og screeningen af hvilke investering som var bæredygtige, førte til mange henvendelser. Det var udviklet til intern brug, men der var nu en stor interesse for “produktet”. De endte derfor med at sælge til flere store virksomheder. Deriblandt var amerikanske Nasdaq, som valgte at reklamere for det nye partnerskab på selveste Time Square i New York.

Matter Pension er nu ved at nå ‘break-even’ og går en lys fremtid i møde.

Hvis du synes godt om denne episode, så anbefaler vi disse:

REC Watches – Forvandler ikonisk skrot til ure
Copenhagen Optimization – Lufthavnsnørder får 26 millioner i investeringer
Ageras – Rico Andersen har ingen plan b

25% rabat med "IVHPODCAST"