Cavea – Fra turné med Metallica til Esports tech

Fra at turnere med Metallica til at bygge Esports-tech. Mircea Gabriel Eftemie fortæller, hvordan han brugte sin baggrund som musiker til at skabe succes i Cavea.
Cavea

Esben Brandborg Østerby

1. juli 2021

Før Cavea startede Mircea Gabriel Eftemie sin iværksætterrejse som musiker i bandet Mnemic . Der er normalt ikke noget, som man ville sætte lighedstegn mellem, men her opdagede han, at han havde talent for at overtale folk og at alt i livet er en salgsproces.

Han startede selv bandet ved at overtalte 4 langhårede gutter og de fik også forhandlet en aftale med et pladeselskab. Det blev til en del “hustle” for at sørge for at fremme sine chancer og det blev bl.a. til turné i 5 kontinenter og opvarmning for Metallica. Han fik her indfriet sin lyst til at skabe noget og bevise sig selv. Musikbranchen er dog i sandhed ‘red ocean’ og en branche, hvor kun få kan leve af det. Han stoppede derfor og valgte skolebænken.

Her blev han inspireret af Airbnb og kunne se en mulighed i kombinere interessen for musik med en forretningsmulighed. Han ville lave en platform for musikudlejning og han fandt sig et accelerator program, fik lidt investering og en co-founder. Han brugte sin salgserfaring fra hans band til at få alle til at takke ja. Han havde dog ikke fået valideret projektet og virksomheden lukkede, men nu havde han for alvor fået blod på tanden.

Sagde op uden at have en idé

Mircea Gabriel Eftemie fik et head of sales job hos linkfire, hvor han kombinerede salgsarbejde med musik, da SaaS produktet han solgte var henvendt til musikere. Men han kunne simpelthen ikke glemme sin skabertrang. Han ville mere end “bare” sælge.

I sin fritid havde han været med til at arrangere festivaler og her lavede de bl.a. små Counter Strike turneringer. Han oplevede her på første række hvor voldsomt Esport markedet udviklede sig og han så en mulighed. Han sagde derfor op og gav sig selv en ‘runway’ på et år, hvor han ville lede efter det rette team uden indkomst. Han havde ingen specifik idé, men ledte efter et problem der skulle løses.

Efter en masse møder og samtaler med de rette stakeholders, så fandt han problemet og fik det valideret. Alle Esport organisationer havde brug for hjælp til at sælge sig selv og deres spillere via data. De manglede også hjælp til prissætning af sponsorater samt forklare og efterevaluere på sponsorernes Return on investment. Dette var første skridt mod Cavea, men han manglede stadig et team.

Hustlede en aftale i hus til Cavea

Mircea Gabriel Eftemie skulle finde de helt rette til hans team og de første tekniske medarbejdere blev fundet på Fyn. For at lande den første aftale måtte han stikke en hvid løgn til Refresh Entertainment. Han fortalte at han havde 15 medarbejdere med en tech baggrund, selvom han på daværende tidspunkt ikke engang havde et CVR nummer. Aftalen kom i hus, så nu skulle han finde et hold og en investering. Ingen investorer forstod hvad de lavede eller syntes det gav mening.

En dag kom der pludselig  en mail: “Jeg forstår hvad I laver. Jeg kan se potentialet.” Aftalen, på 1,5 millioner, kom i hus og teamet blev samlet. De byggede en hurtig MVP og fik efter et par måneder de første kunder ind.

Kompleks teknologi bag

Cavea binder Esports organisationer sammen med annoncører. De samler data ved hjælp af AI og har nu en teknologi, som kan indsamle og analysere enorme datamængder og ramme 80-90% korrekt. Teknologien er ikke helt fuldkommen endnu, men den bliver bedre dag for dag. Cavea gik fra 3 til 13-14 medarbejdere efter de rejste deres 2. investeringsrunde. De kører alt inhouse, for at sikre at forretningsmodellen holder.

En af de største udfordringer var Caveas  3. fundraising runde, som var under Corona og så har det været svært at arbejde hjemmefra med en så kompleks teknologi. Derfor er de langsomt på vej tilbage på kontoret. Nu skal der arbejdes på at få overskud på bordet og når alt spiller og virksomheden blot skal driftes, så bliver det måske der, hvor Mircea skal brainstorme nye idéer til et andet projekt.

Vært Mette Bloch og gæst, Mircea Gabriel Eftemie, udfolder hele historien om Cavea i dette afsnit af Iværksætterhistorier.

Andre læser