Kashmir – Fra efterskolens kælder til dansk rockhistorie

De fleste kender ham som trommeslageren fra Kashmir. Asger Techau tager os her med bag kulissen på et af Danmarks største rockbands og deres vilde koncertoplevelser.
Asger techau kashmir

Esben Brandborg Østerby

17. oktober 2019

Asger Techau er for mange et navn, som forbindes med det københavnske rockband Kashmir. Et band, som han stiftede med Kasper Eistrup og Mads Tunebjerg på Kastanievej Efterskole. Asger var trommeslager for det prisvindende band i årtier og fortæller her sin historie fra barndom til hele forløbet med Kashmir og afrunder med fortællinger om sine projekter efter bandets igangværende pause, som startede efter en Grøn Koncert i 2014.

Hør spændende anekdoter fra Kashmirs vilde koncertoplevelser, uenigheder om lydudtrykket og ikke mindst om dengang Asger Techau og co. bad Sony om at holde sig væk, for Kashmir skulle nok producere deres egen plade.

Asger Techaus ungdom med musikalsk fravær

Asger Techau er ikke opvokset i et særlig musikalsk hjem. Som han siger selv, så havde hans forældre ikke en tone i livet. Det mest musikalske i hjemmet var moderen interesse i Elvis Presley. Musikken vakte dog hurtigt unge Asgers opmærksomhed. Allerede som 5-årig fik han en idé, om at samle spande og grydelåg sammen og så spille på dem med grydeskeer. Da Asger så blev 8 år startede han til klaver- og trommeundervisning.

Han stoppede dog allerede efter et halvt års tid, da han ikke kunne holde ud at følge systemer og noder. Det blev til et længere pause fra musikken. Helt til han blev 13 år og skulle spille trommer til et nummer i folkeskolen foran 100 mennesker. Udover dette skulle han også, iført et lyserødt jakkesæt og solbriller, synge et nummer. Det at han kunne klæde sig ud og putte en anden “maske” på, gjorde at Asger kunne slippe hæmningerne på scenen.

Grundlæggelsen af Kashmir på Kastanievej Efterskole

Da Asger Techau tog på Kastanievej Efterskole kom trommerne til at fylde meget, men lærte også at spille guitar og skrev sange. Kasper Eistrup, der var stoppet på skolen året før, men stadig brugte faciliteterne til at øve, søgte en trommeslager og fandt Asger Techau i kælderen, hvor han på det tidspunkt øvede på en hjemmelavet bas. De to fandt hurtigt en fælles klangbund i både personlig kemi og et højt ambitionsniveau.

De samlede et lille band og tog rundt og spillede cover numre, men daværende guitarist og bassist delte ikke samme seriøsitet og hoppede hurtigt fra. I søgningen efter et nyt bandmedlem, så gik de på den blå avis, hvor de fandt en 10-15 årig ældre guitarist. Han synes aldrig at niveauet var højt nok til at komme ud at spille, så de to teenagere valgte via deres forældres fastnet telefon at fyre guitarristen.

Kort efter blev Mads Tunebjerg, som var på samme årgang som Asger, en del af konstellationen. Selvom han oprindeligt kom fra en baggrund med jazz og betragtede de Asger og Kaspers musik som larm, blev han overtalt til at deltage i en øver. Mads skiftede trommerne ud med bassen, og trekløveret i Kashmir var en realitet. Det stod hurtigt klart, at de tre havde en synergi, der rakte ud over blot at spille covernumre, hvilket førte til beslutningen om at skabe deres eget materiale.

Strategisk markedsføring og DM i Rock

I en tid før sociale medier og digitale annoncer hvilede markedsføringen af Kashmir på analoge metoder og et stærkt netværk. Bandet fik tidligt tilknyttet en manager, som hjalp med at booke koncerter på gymnasier. Promoveringen bestod i høj grad af håndtegnede plakater, som blev hængt op på strategiske steder, herunder Asger Techaus eget gymnasium. Denne form for “word of mouth” viste sig effektiv og begyndte hurtigt at fylde koncertsalene i og omkring København.

Et væsentligt vendepunkt indtraf i 1993, da bandet deltog i DM i Rock. Her endte de i finalen og sikrede sig en andenplads, kun overgået af Dizzy Miss Lizzy. Selvom der var tale om en konkurrence, var forholdet mellem de to bands præget af gensidig respekt frem for rivalisering, og de to grupper spillede efterfølgende flere koncerter sammen. Succesen ved DM i Rock cementerede samtidig bandets position og udbyggede den fanskare, der allerede fulgte dem tæt.

Produktion af Travelogue og det faglige pres

Arbejdet med debutalbummet Travelogue i 1994 faldt sammen med en periode, hvor medlemmerne stadig var i gang med deres uddannelser. Asger Techau færdiggjorde sin 3.G-opgave sideløbende med indspilningerne, mens Kasper Eistrup var i tømrerlære og Mads Tunebjerg læste HF.

Presset fra musikken kunne mærkes på skolegangen, og fraværet på gymnasiet steg markant i det sidste halve år. For Asger Techau var det dog en prioritet at få eksamensbeviset i hus, selvom det musikalske fokus og de mange timer i studiet betød, at de akademiske resultater blev derefter. Albummet blev startskuddet til en mere professionel tilgang til deres virke i Kashmir.

Den musikalske kursændring med The Good Life

De følgende år gik med et skift mellem koncerter og lave nye plader. Samtidig blev koncerterne også spillet udenfor landets grænser og bandet kom blandt andet til Finland, Norge og England. De stod foran indspilningen af “The Good Life” og Mads og Kasper ville gerne have et mere “seriøst” udtryk. Asger Techau følte sig lidt udenfor, da han ikke følte at han var færdig med det rå og rodede udtryk, som de havde haft i starten af deres tid som band.

“Jeg kunne ikke forstå hvorfor det pludselig skulle være så touchy feely. Jeg kan huske en sætning, som gik igen under de indspilningssessions. Jeg skulle spille dårligere. Prøv at spille dårligere, fik jeg at vide. Jeg har brugt så lang tid på, at lære at spille godt. Jeg gider ikke prøve at lære, at spille dårligt. Det var måske også en uheldig formulering. Det der blev ment var: Prøv at spille mere simpelt. Lad være at spille så meget. Lad være med at spille så teknisk. Lige pludselig skulle det hele være meget simpelt.” – Asger Techau

Det gav Asger Techau en usikkerhed, som fik ham til at genoverveje sin eksistens i bandet. Der var også fans, som savnede det rå udtryk fra de første to plader. Dog kom der heldigvis for Asger nogle numre med “lidt mere pedal”, som han selv kalder det. Det nye udtryk gjorde at Kashmir ramte et mere bredt publikum og dermed blev “The good life” albummet, som for alvor sparkede Kashmirs popularitet i vejret.

De begyndte at se, at de manglede en 4. mand. Kasper fik derfor Henrik Lindstrand med på vognen og de gik meget hurtigt i hak. Først var han med, hvor de betalte ham som “ekstern” musiker. Hurtigt blev de dog enige om, at han skulle være en del af bandet.

Livet på landevejen og uforudsigelige koncertøjeblikke

Tilværelsen som en del af Kashmir indebar også for Asger Techau et opgør med de klassiske rockmyter. Han fravalg alkohol fra 15-års alderen, så han ofte trak sig tilbage, når festerne efter koncerterne startede. Det gav en anden vinkel på turnélivet, hvor fokus forblev på de professionelle leverancer på scenen.

Alligevel bød tiden på landevejen på kaotiske episoder. En af de mere markante oplevelser fandt sted på Roskilde Festival, hvor en guitar blev kastet ud til publikum, hvilket resulterede i et mindre slagsmål blandt publikummerne om instrumentet. Guitaren endte med at blive indsamlet af vagter i en ødelagt tilstand, men historien fik en positiv afslutning, da den senere blev signeret og givet til en ung fan i forbindelse med en konkurrence.

Læs anden del her

Andre læser