Når en ny teknologi skal fungere i praksis, bliver drift og støtte ofte vigtigere end den første begejstring. LAB3D voksede ud af netop den erkendelse, fordi Andreas Soll og Tobias Schjønberg tidligt mødte både virksomheder og skoler, der gerne ville bruge 3D print, men manglede stabilitet og en konkret måde at få det ind i hverdagen. Undervejs fik LAB3D en arbejdsform, hvor geninvestering, automatisering og tålmodig skalering blev vigtigere end hurtige gennembrud. Men hvor langt kan man komme, når man konsekvent bygger det næste skridt på reelle behov og på det, der allerede virker?
Foto: Paw Friis
De første prints startede som et fælles hobbyprojekt
LAB3D begyndte uden en stor plan og uden et stort budget. Andreas Soll og Tobias Schjønberg købte en 3D printer sammen for at bruge den privat og afprøve teknologien i ro. Det blev hurtigt tydeligt, at det ikke kun var et spørgsmål om at printe små ting til sig selv. Online fællesskaber, især grupper hvor man printer for hinanden, gjorde det nemt at tage små opgaver ind og lære gennem konkrete bestillinger.
Efterhånden kom der flere forespørgsler, og arbejdet rykkede fra ren hobby til noget, der krævede en mere fast ramme. LAB3D fik et CVR nummer og blev i en periode drevet ved siden af fuldtidsjob. Den tidlige fase gav to afgørende ting. Der kom erfaring med mange forskellige filer, materialer og forventninger. Og der kom en daglig rytme, hvor forbedringer blev presset ind om aftenen, fordi det var dér, tiden var.
Den praktiske læring fyldte mere end fine planer. Når et print fejler, kræver det årsagsjagt og justering. Når et print lykkes, afslører det, hvilke indstillinger og processer der kan gentages. Det blev tidligt en måde at tænke LAB3D på, hvor stabilitet ikke var et løfte, men et system der skulle bygges.
Geninvestering gjorde LAB3D til en printfarm med 100 printere
Andreas Soll og Tobias Schjønberg lagde 2000 kr i virksomheden den dag, de begyndte, og den første printer kostede omkring 4000 kr. Det, LAB3D tjente, gik direkte tilbage i næste printer. Så kom endnu en. Og endnu en. På den måde voksede LAB3D i takt med efterspørgslen, uden at der blev skruet op for risikoen ved at købe forud for markedet.
I en lang periode blev der ikke taget løn ud af LAB3D. Fuldtidsjobbet dækkede privatøkonomien, og pengene blev brugt på udstyr, der kunne udvide kapaciteten. Samtidig blev arbejdstiden presset ind i aftenerne. Det typiske mønster var almindelig arbejdsdag, og derefter LAB3D fra sen eftermiddag til aften.
Pladsen fulgte samme logik som økonomien, af den årsag startede de hjemme, blandt andet i et gæsteværelse, og senere kom der adgang til et lokale gennem Andreas Solls familie. Når man løbende sætter flere printere i drift, bliver lokaler hurtigt en flaskehals. LAB3D løste det skridt for skridt, og det var med til at holde fokus på, at vækst først giver mening, når den kan håndteres i praksis.
På et tidspunkt stod LAB3D med omkring 100 printere i egen drift. Det ændrede virksomheden fra at være en lille printerløsning til at være en printfarm, hvor gentagelse, standarder og planlægning bliver lige så vigtigt som selve printet.
Hvorfor virksomheder bruger LAB3D til små produktioner
LAB3D blev ikke kun relevant for én type kunde. Printfarm modellen blev især attraktiv for iværksættere og mindre virksomheder, der har brug for fleksibilitet i starten. Når et produkt stadig ændrer form, mål eller funktion, er traditionel produktion ofte dyr, fordi værktøjer og forme kræver en stor investering tidligt.
I LAB3D kan en kunde sende en fil og få produceret uden startomkostninger til værktøj. Det gør det muligt at teste marked, lave justeringer og komme i gang med små serier. LAB3D tog også opgaver helt op i tusindvis af enheder, så længe det gav mening i forhold til pris og proces.
En vigtig del af LAB3D blev også at hjælpe kunder videre, når 3D print ikke længere er den bedste løsning. Når volumen bliver stor nok, kan andre produktionsmetoder blive billigere. I stedet for at holde fast i en opgave, der ikke længere er optimal, har LAB3D arbejdet med at pege kunder i retning af næste skridt, ofte via samarbejdspartnere.
Det kræver en særlig disciplin at sige nej til omsætning, når man kan se den foran sig. For LAB3D hang det sammen med en grundidé om langvarige relationer. Når kunden oplever, at LAB3D tager ansvar for den samlede løsning, bliver det lettere at komme tilbage med næste projekt.
Skolerne gjorde stabilitet og support til et konkret produkt
LAB3D havde i forvejen teknisk fokus, blandt andet fordi de selv bygger 3D printere og arbejder med egen elektronik og egne systemer. Men skolernes henvendelser ændrede, hvad LAB3D skulle bruge den viden til. Mange skoler købte 3D printere, men endte med ustabil drift, fejl og en hverdag hvor teknologien blev sat til side, fordi ingen havde tid eller sikkerhed til at holde det kørende.
Et mønster gik igen. Skolen havde én person, der tog ansvar for printeren. Når den person skiftede job eller fik andre opgaver, stod udstyret tilbage uden ejerskab. Over tid voksede antallet af fejl, og printeren endte ofte som en dyr investering, der bare stod stille.
LAB3D blev kontaktet igen og igen for hjælp. På den korte bane kunne man køre ud, rette en fejl og køre hjem. På den lange bane gav det ikke mening som model, hverken for LAB3D eller for skolerne. Derfor opstod tanken om at gøre drift, stabilitet og undervisningsramme til en samlet løsning, så skolen ikke kun købte en maskine, men fik en måde at bruge den på.
Der var også en praktisk observation bag. Hvis LAB3D skulle løse problemer én skole ad gangen gennem servicebesøg, ville det kræve konstant kørsel i hele landet. Den samme tid kunne i stedet bruges på at standardisere, automatisere og gøre det lettere for flere skoler at få en løsning, der fungerer fra dag ét.
Skolepakken blev bygget gennem test og en tydelig udgang af beta
Skoleløsningen i LAB3D blev udviklet over flere år. Siden 2019 blev der gennemført tests på forskellige skoler, hvor feedback og driftserfaring blev brugt til at justere både udstyr og arbejdsgange. Pointen var ikke kun at få en printer til at printe. Pointen var at få en hel hverdag til at fungere, også når læreren har travlt, og når der går tid mellem brug.
Iværksætterne valgte at gøre det enkelt for skolerne ved at samle flere elementer. Der kom en model med udlejning, så skolen ikke alene stod med hele risikoen ved køb. Der kom systemer, der gjorde driften mere stabil. Og der kom en portal, der allerede findes på dansk og engelsk, så materialer og struktur kan skaleres uden at blive låst til ét sprog.
Overgangen fra test til betalende produkt blev lagt fast med en tydelig dato. Den 1. januar blev skolepakken kørt ud af beta. Skolerne, der havde været med til at teste, fik valget om at fortsætte på egenbetaling. Alle fortsatte.
Da vi den 1. januar sagde, nu kører vi ud af beta, hvis I vil fortsætte, så er det for egenbetaling, så sprang ingen fra. De sagde bare, fortæl os prisen, for det her vil vi bare fortsætte med. Så hvis vi får forklaret skolerne, hvad det er, vi laver, og hvad vi kan bidrage med, så kan de også se ideen i det.
Det blev samtidig tydeligt, hvordan de helst vil sælge. For der lægges ikke op til en klassisk salgsmodel med opkald og hårdt pres. I stedet ligger der en præference for at vise løsningen frem og lade skolerne vælge på et informeret grundlag. Den tilgang passer også til produktet, fordi effekten først bliver tydelig, når man ser drift, portal og praksis i sammenhæng.
Løvens Hule blev relevant, fordi LAB3D gik målrettet efter én investor
LAB3D blev kontaktet flere gange med en invitation til Løvens Hule, og den første reaktion var et nej. Andreas Soll og Tobias Schjønberg havde længe haft en holdning om, at LAB3D kunne bygges uden tv formatet. Det ændrede sig, da der opstod en mulighed for at få en investor med, der passede præcist til retningen mod skoler.
LAB3D iværksætterne ønskede især Louise Herping Ellegaard. Hun havde arbejdet tæt på folkeskolen og bygget undervisningsmaterialer, og den erfaring pegede direkte ind i den del af LAB3D, der var ny og usikker for founders. Andreas Soll er uddannet elektriker, Tobias Schjønberg er uddannet murer, og det tekniske var trygt. Salgsprocessen ind i offentlige institutioner og den måde, man får en løsning forankret i skolehverdagen, var et andet felt.
De fik lavet en aftale om først at gå videre, når de vidste, hvem de nye løver var. Da Louise Herping var en del af feltet, gav deltagelsen mening.
Vi gik i Løvens Hule for at få Louise med på holdet. Det var vores vigtigste del, da vi gik derind. Hvis hun ikke havde været der, havde vi nok sagt nej.
Selve rammerne i Løvens Hule blev også en del af oplevelsen. Kameraer, markeringer på gulvet og et setup der fylder meget mere end tv billedet viser, gjorde situationen intens. For LAB3D handlede det derfor både om at præsentere LAB3D klart og om at kunne holde fokus, selv når omgivelserne larmer.
Forhandling, grænser og et pitch med tekniske begrænsninger
I Løvens Hule bad Tobias og Andreas om 300.000 kr for 15 procent af LAB3d. Undervejs faldt de øvrige investorer fra, og til sidst stod de i praksis kun med den investor, de helst ville have. Det gav ikke automatisk ro, for Louise Herping Ellegaard lagde ud med et krav om 25 procent.
For Andreas Soll og Tobias Schjønberg var det bare et tal, for de havde på forhånd besluttet en hård grænse, fordi de ikke ønskede at afgive en for stor del af LAB3D for tidligt. De gik derfor i forhandling og endte med et modbud på 20 procent, som blev accepteret.
Vi havde lavet en aftale om, at vi ikke ville sælge mere end 20 procent. Det var en max aftale. Hellere gå ud uden noget.
Der var også en konkret udfordring i selve fremvisningen. LAB3D var afhængig af internet i lokalet for at kunne demonstrere dele af løsningen, fordi printere og systemer skal være online for at fungere som planlagt. I en betonhal med en begrænset forbindelse blev det sværere at vise alt det, LAB3D gerne ville vise. Det gav en blandet fornemmelse bagefter. Resultatet kom i hus, men oplevelsen var samtidig præget af, at ikke alt kørte perfekt i øjeblikket.
Da LAB3D forlod optagelsen, var det med en følelse af både lettelse og udmattelse. Det kræver meget energi at stå i et format, hvor hvert svar bliver målt, og hvor en stor del af kontrollen ligger i klipning og efterbearbejdning.
Due diligence og hverdagen som tre i LAB3D
Efter aftalen fulgte due diligence. Det er den del, hvor alt i virksomheden bliver gennemgået, og hvor eksterne parter får adgang til detaljer, der normalt bliver holdt internt. For LAB3D blev det oplevet som et grundigt tjek, men med en proces der blev gennemført ordentligt og med respekt.
Da samarbejdet med Louise Herping Ellegaard var i gang, blev værdien hurtigt tydelig i praksis. LAB3D havde oprindeligt brug for mere end penge. Der var brug for sparring om skalering, om retning og om arbejdet ind i skole og offentlighed. Louise Herping Ellegaard bidrog med erfaring og et netværk, der kunne aktiveres, når LAB3D stod med konkrete problemstillinger.
Jeg var total positivt overrasket over, hvad en investor kan bidrage med. Lige meget hvilke spørgsmål eller problemstillinger, så er der erfaring at trække på. Og hvis der ikke er et klart svar, så er der et netværk, der kan pege på den rigtige person.
Samtidig ændrede det relationen i LAB3D, at der nu var en tredje partner. Andreas Soll og Tobias Schjønberg havde bygget LAB3D som deres fælles projekt fra et værelse og et lille lokale til en fuld printfarm. Når en ny partner kommer ind, ændrer det beslutningsrummet. For LAB3D blev det en måde at få virksomheden sundere, fordi de områder, der tidligere var nye og usikre, nu kunne behandles med mere retning og støtte.
Foto: Paw Friis
Skalering i eget tempo og mulighederne uden for Danmark
LAB3D har fra start haft en tydelig præference for at vokse i et tempo, der kan bæres af driften. I praksis betyder det, at LAB3D hellere vil have stabile kunder og stabile processer end at jagte vækst for enhver pris. Det hænger sammen med hele LAB3D modellen, hvor automatisering, gentagelse og færre fejl er centrale, både i printfarm arbejdet og i skolepakken.
Der ligger også et internationalt perspektiv i LAB3D. Danmark fungerer ofte som et testland for teknologi, og erfaringer herfra kan blive en fordel, hvis en løsning senere skal overføres til andre lande. LAB3D har allerede en portal på dansk og engelsk, hvilket gør en del af systemdelen lettere at flytte. Samtidig peger geografien på, at Tyskland kan være et mere nærliggende servicemarked end eksempelvis Sverige, hvis LAB3D på et tidspunkt vælger at arbejde uden for Danmark.
LAB3D holder dog fast i samme grundtanke som i resten af virksomheden. Mulighederne er der, men det næste skridt skal give mening i hverdagen. Når LAB3D bevæger sig, bliver det med samme fokus på stabilitet og en løsning der kan stå selv, også når founders ikke er til stede.
Dette er historien for dig, hvis du arbejder med LAB3D, 3D print eller teknologiløsninger, der først skaber værdi, når de kan fungere i drift hos andre. Hvis du bygger en virksomhed ved siden af et job, vil du især få værdi af den måde LAB3D voksede på gennem geninvestering, praktiske begrænsninger og tydelige grænser for ejerskab. For dem der interesserer sig for salg til skoler og offentlige institutioner, giver LAB3D et konkret indblik i, hvorfor produkt, support og forankring skal tænkes sammen.
Du kan GRATIS høre Andreas Soll og Tobias Schjønberg fortælle hele iværksætterhistorien om bl.a. LAB3D, ved at klikke herunder.
