Allerede i en tidlig alder kan et møde mellem nysgerrighed og praktiske handlinger blive til et konkret initiativ. Maria Flyvbjerg Bo oplevede, at simple idéer kunne udvikle sig til reelle projekter, når hun handlede hurtigt og uden tøven. Det blev et gennemgående træk, der senere formede hendes tilgang til iværksætteri. Hvor meget af ens fremtidige retning kan egentlig spores i de første små eksperimenter, man laver som barn.
Barndommens første erfaringer med at skabe og sælge
Maria Flyvbjerg Bo begyndte usædvanligt tidligt at udforske en grundlæggende drivkraft: at tjene sine egne penge. Allerede som fem-seksårig stod hun i sommerhusområdet med tegninger lagt ud på et tæppe, fastholdt af sten, mens solen bagede. De forbipasserende blev mødt af et direkte engagement og en forventning om, at nogen måtte kunne se værdien i hendes produkter. Tegningerne blev solgt for få øre, men oplevelsen gav en tidlig forståelse af, at der kunne skabes en udveksling mellem indsats og indtægt.
Aktiviteten bredte sig hurtigt til andre små initiativer. Flasker blev samlet i pantcontainere, og der blev eksperimenteret med saft og kiks som varer. Flere børn deltog, og Maria Flyvbjerg Bo satte ofte tonen for, hvordan der kunne arbejdes systematisk. Der blev udviklet slogans, råbt efter kunder og organiseret små processer omkring salget. Selv når andre børn mistede tålmodigheden, stod hun videre med en blanding af stædighed og nysgerrighed. Det økonomiske udbytte var begrænset, men fornemmelsen af struktur, indsats og resultat blev solidt plantet.
Når hun ser tilbage på de år, står især glæden ved at spare op og tælle penge som et tydeligt træk. Der var ingen umiddelbar forklaring på, hvorfor det føltes så vigtigt, men mønsteret gentog sig. Det var ikke is for feriepengene, der motiverede hende mest. Det var selve fornemmelsen af fremdrift.
Fra hobby til reel forretning med navnehalskæder
Som 15-årig opstod næste konkrete skridt. Navnehalskæder inspireret af populære tv-serier var eftertragtede, men dyre. Maria Flyvbjerg Bo begyndte at undersøge alternative muligheder og fandt en israelsk leverandør, der dog krævede minimumsbestillinger. I stedet for at afvise idéen fandt hun en løsning, hvor betalingen blev sikret gennem annoncer på Trendsales og DBA, før hun lagde ordren. Det var ren dropshipping, før begrebet overhovedet havde fået sit gennembrud i dansk kontekst.
Ordrene kom hurtigt. Ikke blot de ni, hun skulle bruge for at få sin egen halskæde, men langt flere. Efterspørgslen var markant større end forventet, og udvalget af varianter og specialønsker udvidede kompleksiteten. Der blev valgt materialer, tilføjet sten, ændret skrifttyper og lavet særlige symboler, alt efter kundens behov. Det var tydeligt, at produktet for mange havde personlig betydning, og det øgede presset for at levere fejlfrit.
Mængden af ordre førte til etableringen af en webshop, selv om Maria Flyvbjerg Bo endnu ikke havde mulighed for at oprette virksomhed i sit eget navn. Omsætningen oversteg hurtigt grænsen for hobbyvirksomhed, og hun havde reelt pligt til at registrere moms. Da lovgivningen ikke gav mulighed for, at en 15-årig kunne oprette CVR, blev hendes mor til sidst den formelle ejer.
På dette tidspunkt var arbejdsrutinen fast. Efter skole blev smykker hentet, pakket om og afleveret på posthuset. Det voksende pres gjorde det nødvendigt at hyre veninder ind på timebasis. De sad sammen på et ekstra kontor og pakkede ordre. Det gav en første erfaring med at opbygge små arbejdsgange, delegere ansvar og administrere udgifter.
En enkelt veninde fik en mere omfattende rolle og adgang til konti. Det udviklede sig hurtigt til et problem, da hun brugte virksomhedens penge privat. Det blev første tidlige erfaring med, at ikke alle samarbejder bør udvides, og at kontrolmekanismer er nødvendige – også når relationen er personlig. Episoden blev løst, men understregede konsekvenserne af at uddelegere uden klare rammer.
På den lokale postfilial blev Maria Flyvbjerg Bo et kendt navn. Mængden af pakker var så stor, at personalet bemærkede det direkte til hendes far. Det var et konkret billede på det tempo, hendes lille virksomhed havde fået.
Salget af webshoppen og erfaringerne fra et vanskeligt ejerskifte
Efter tre et halvt år var tiden kommet til et skift. Maria Flyvbjerg Bo ønskede at rejse og derefter flytte til København for at studere. Webshoppen var blevet en betydelig kilde til indtægter, men også en kontinuerlig forpligtelse. Det var ikke længere muligt at holde fri i ferier uden at skulle håndtere kundeservice og pakning, og derfor blev beslutningen om salg truffet.
Amino blev platformen, hvor køberen blev fundet. Flere meldte sig, og prisen blev afgørende i valg af køber. Set i bakspejlet blev det et fejltrin. Køberen overtog driften, men servicen faldt markant, de gode anmeldelser blev hurtigt erstattet af utilfredshed, og kunderne forbandt fortsat webshoppen med tidligere kvalitet. Det gjorde situationen mere kompleks, for den gode historik var en del af salgsgrundlaget.
Betalingen skulle ske i rater efter overtagelsen, men køberen viste sig at være en ustabil betaler. Det førte til en sag i fogedretten, hvor afslutningen blev et forlig med halveret beløb. Det var en følelsesmæssigt vanskelig proces for en 19-årig, især fordi forklaringer fra modparten varierede og blev ledsaget af sygdomsberetninger. Samtidig oversteg advokatomkostningerne størrelsen på gælden, og erfaringen viste, hvor stor forskel der er mellem teoretisk ret og praktisk udbytte.
Det var på alle måder en afslutning, der lærte hende, at due diligence er afgørende, også for mindre virksomheder. At sikre sig en køber, der kan og vil drive virksomheden videre, kan være lige så vigtigt som prisen. Det lærte hende også at være selektiv i, hvilke konflikter der kan betale sig at forfølge.
Trods udfordringerne gav salget hende en betydelig opsparing og økonomisk mulighed for både at rejse og senere selvfinansiere sit næste projekt.
Fra e-commerce til tech: udviklingen af Shooples
Med ankomsten til København begyndte næste fase. Idéen udsprang af hendes egne erfaringer med at bygge webshop: processen kunne være langt mere brugervenlig, hvis man kombinerede et enkelt interface med mulighed for at oprette sin egen butik uden kendskab til kode. Konceptet var tydeligt, men hun manglede en teknisk partner.
Løsningen blev opslåede sedler på ITU, KU, DTU og på hendes kollegium, hvor hun søgte en programmør, der kunne lære hende at kode. Det ambitionsniveau var højt, men viste sig ikke nødvendigt. Én person reagerede: Rasmus, en autodidakt udvikler. Samarbejdet fungerede fra første møde, og efteråret blev brugt intensivt på at bygge en MVP, der gjorde det muligt for brugere at oprette deres egen webshop.
Produktet var råt, men fungerede. Brugerne begyndte at oprette shops, om end langsomt. Linkbuilding blev en væsentlig kilde til opmærksomhed i en tid, hvor Google-resultater kunne påvirkes med relativt simple greb. Facebook blev også brugt til synlighed, men uden den store effekt, og fysisk opsøgende marketing med flyers viste sig begrænset i relevans.
Udfordringen var klassisk for tidlige tech-produkter: man ved selv, at produktet er vigtigt, men ingen kender det endnu. Det kræver tålmodighed.
Efter kort tid tilkom yderligere feedback fra brugerne. Mange ønskede mere kontrol over designet, mulighed for at ændre farver og opsætninger, samt enklere betalingsløsninger end de eksisterende modeller på markedet. Det blev tydeligt, at dialog med brugerne ikke blot var nyttig, men nødvendig for prioritering af funktioner. At gætte sig frem viste sig utilstrækkeligt.
Freemium-modellen og en afgørende fejlvurdering
Shooples blev lanceret som en freemium-model. Alle kunne oprette en basis-shop gratis, og mod betaling kunne man opgradere til flere funktioner. Det skabte en stor brugerbase hurtigt, men det gav ikke den forventede konvertering. I praksis havde de givet så meget væk i gratis-pakken, at der ikke var incitament til at betale.
Det blev en strategisk lærestreg. Premium-funktionerne skal ikke blot være ”ekstra”. De skal være nødvendige for dem, der bruger produktet aktivt. Det var ikke tilfældet. Brugerne var tilfredse med gratis-versionen, og selv om trafikken steg, kom omsætningen ikke med. Der manglede en tydelig skillelinje mellem det essentielle og det valgfri.
Samtidig blev tre studerendes tid og ressourcer hurtigt udfordret af den tekniske kompleksitet, der opstod. At drive et tech-produkt kræver kontinuerlig udvikling, vedligeholdelse og support. Og uden produkt-market fit og en skalerbar betalingsmodel blev Shooples svær at løfte videre.
I næste del udfoldes den internationale erfaring i Oxford, møderne med Silicon Valley-profiler og afslutningen på Shooples samt perspektiverne for hendes senere iværksætterliv.
Et afgørende ophold i Oxford og mødet med Silicon Valley-profiler
Midt i udviklingen af Shooples opstod en mulighed, der viste sig at være en af de mest formative oplevelser for Maria Flyvbjerg Bo. Hun fik adgang til eventet Silicon Valley Comes to Oxford, hvor internationale iværksættere og tech-profiler samles for at diskutere skalering, produktudvikling og markedsdynamikker. For en dansk startup i sin spæde begyndelse var det en markant oplevelse.
Blandt deltagerne var Reid Hoffman, stifteren af LinkedIn. Hans pointer under workshops og debatpaneler ramte direkte ind i de udfordringer, Maria Flyvbjerg Bo selv oplevede. Han understregede betydningen af at lancere, selv når produktet stadig var ufuldstændigt, og at forstå, at fejl ikke kunne undgås. De skulle blot ske hurtigt, så man undgik at fastholde ressourcer i uholdbare spor. Hans tilgang gav et skarpt perspektiv på det arbejde, hun stod midt i.
Man skal fejle, men man skal gøre det hurtigt.
Samtidig mødte hun andre prominente skikkelser, blandt andet en af medstifterne af Twitter. Efter dagens oplæg fortsatte diskussionerne spontant over øl, hvor formelle rammer blev erstattet af åben erfaring. For Maria Flyvbjerg Bo var det første møde med en international iværksætterkultur, hvor tempo, ambition og skalering fyldte langt mere end i Danmark på daværende tidspunkt.
Ikke alle inputs var brugbare. En startup-profil fra London understregede for eksempel, at e-commerce var passé og ikke værd at investere tid i. Det blev en påmindelse om, at selv stærke profiler kan tage fejl, og at man altid må filtrere råd gennem sin egen kontekst. Det blev et princip, der fulgte hende videre: inspiration er værdifuld, men beslutninger bør ikke træffes på baggrund af isolerede udsagn.
Shooples’ afslutning og de vigtigste læringer
Trods en solid brugerbase og stigende opmærksomhed blev den centrale udfordring ubønhørligt tydelig. Shooples havde ikke en bæredygtig forretningsmodel. Uden betaling fra brugerne var produktet ikke økonomisk holdbart, og de tre stiftere havde ikke kapaciteten til at udvikle på platformen i det nødvendige tempo.
Beslutningen blev at lægge platformen ud som gratis open source-kode og afvikle driften. Det gav brugerne mulighed for at fortsætte i en overgangsperiode, men mange skiftede systemer, da vedligeholdelsen ophørte. Løsningen blev et stille punktum efter flere års arbejde.
Selv om Shooples ikke fortsatte som virksomhed, var processen central for Maria Flyvbjerg Bo. Arbejdet havde givet indsigt i teamdynamik, brugeradfærd, forretningsmodeller, tekniske afhængigheder og praktiske metoder til tidlig produktudvikling. Det var erfaringer, der senere kom til at præge hendes tilgang til nye startups og samarbejder. Hendes opfattelse af risiko blev mere nuanceret, og hendes forståelse af, hvordan man bygger tidlige produkter op fra bunden, blev styrket markant.
Der var også en væsentlig økonomisk dimension. De penge, hun havde tjent på salget af sin første webshop, gjorde det muligt at bootstrappe Shooples. Det gav en tidlig forståelse af, hvad det kræver at selvfinansiere en virksomhed, og hvordan man arbejder stringent, når midlerne skal række længst muligt.
De første år som iværksætter og fundamentet for fremtidige projekter
Maria Flyvbjerg Bo byggede sine tidligste virksomheder ud fra observationer af egne behov. Først med navnehalskæderne, hvor hun gjorde en nørdet proces til et konkret produkt, der ramte et større marked. Senere med Shooples, hvor tekniske barrierer blev afsættet for et værktøj, der skulle gøre webshops tilgængelige for langt flere. Det var to meget forskellige projekter, men begge udsprang af direkte erfaring.
Arbejdet med Shooples gav et naturligt afsæt, da hun senere engagerede sig i andre startups. De tekniske udfordringer gav en grundforståelse for udvikling. Dialogen med brugere lærte hende vigtigheden af at gå til målgruppen, før man bygger. Og forløbet med webshoppen viste, hvordan vækst kan skabes med simple virkemidler, når en niche er stærk nok.
De første virksomheder gav hende også et skarpere kompas for samarbejde. Fra veninden, der håndterede ansvar uden de nødvendige rammer, til køberen, der ikke betalte som aftalt, og til de første gode teamoplevelser med Rasmus i Shooples. De tidlige år satte et mønster for, hvilke typer relationer der fungerer bedst, og hvilke der hurtigt skaber risiko.
Erfaringerne lagde fundamentet for de næste projekter, herunder NIST Copenhagen og fintech-virksomhederne Hufsy og Spenderlog, der blev omdrejningspunktet for hendes senere iværksætterrejse. Det viste sig, at den kombination af vedholdenhed, tempo og villighed til at eksperimentere, som begyndte i barndommen, fortsatte som et styrende element i hendes arbejde.
Et blik tilbage på ungdommens tidlige projekter
Når man følger Maria Flyvbjerg Bo fra barndommens salg på sommerhusvejen til de første rigtige virksomheder, bliver linjen mellem eksperiment og erhverv tydelig. De tidligste projekter viser en grundlæggende energi i at afprøve idéer, teste sin tilgang til kunder og måle effekten af egne handlinger.
Der er kun så meget, man kan lære af teori. Det, der sidder fast, er ens egne fejl.
Denne tilgang kom til udtryk i alle faser. Da hun begyndte at sælge smykker via Trendsales, var det med samme ligefremme metode, som da hun solgte tegninger som barn. Da hun byggede Shooples, var det med samme kombination af gåpåmod og improvisation. Det var ikke nødvendigvis erfaring, der bar hende frem, men villigheden til at handle – og lære undervejs.
Selv når resultaterne ikke blev som forventet, opstod der viden, som kunne genbruges andre steder. Det gav hendes senere projekter en robusthed og en mere bevidst tilgang til risiko. Både det juridiske, tekniske og forretningsmæssige blev tidligt en del af hendes daglige beslutninger.
Vejen videre og betydningen af de første iværksætterår
Maria Flyvbjerg Bos tidlige iværksætterrejse står som et eksempel på, hvordan selv meget unge iværksættere kan bygge reel erfaring, når nysgerrighed møder vedholdenhed. Fra den første tegning på et sommerhustæppe til Tech-udvikling på studiet blev hendes kompetencer udbygget organisk og pragmatisk.
Det var ikke én stor idé, der ændrede retningen, men en række små beslutninger, der gradvist formede hendes tilgang til risiko, ansvar og ambition. Hvert projekt lagde lag på den næste forståelse. Det gjorde overgangen til senere, større startups glidende, fordi hun havde arbejdet i alle dele af processen: produkt, salg, support, markedsføring og drift.
Erfaringerne fra både med- og modgang skabte en iværksætterprofil, der var rustet til langt større opgaver. Og netop derfor blev hendes senere engagementer i nye virksomheder en naturlig forlængelse af de første år.
De tidlige erfaringer hos Maria Flyvbjerg Bo viser, hvordan praktiske eksperimenter kan vokse til solide kompetencer, når de følges af vedholdenhed og realisme. For enhver, der arbejder med egne projekter i dag, ligger der et genkendeligt mønster i historien: det handler sjældent om at starte rigtigt, men om at fortsætte klogt.
Du kan GRATIS høre Maria Flyvbjerg Bo fortælle hele iværksætterhistorien om bl.a. hendes første virksomheder, ved at klikke herunder.
